onsdag den 10. december 2008

Farvel til Cheke Chea…

Jeg husker tydeligt de 25 forventningsfulde og generte børn, der den 29. september sad pænt og tæt på 3 kirkebænke spændte på at se, hvad der skulle ske. Der gik dog ikke mange dage, inden børnene var forvandlet til en flok uartige unger, der hverken ville høre efter eller sidde stille. At få børnene til at stå i en rundkreds var næsten et umuligt projekt. Derfor var det nogle fortvivlede og trætte ”valimuer”, der forlod Cheke Chea de første par dage.

Ved hjælp af regler og smiley-ordning blev børnene efterhånden bedre til at modtage en besked og sidde stille, og jeg har haft rigtig mange gode og positive oplevelser i Cheke Chea. Det har været spændende at lære børnene forskellige ting f.eks. farverne, at børste tænder og tallene fra 1-10. Børnene er ivrige efter at lære nye ting, men det meste af tiden har været præget af leg. Vi har lavet sæbebobler, håndmaling, dåsekast, faldskærm, avishatte og meget mere. Der skal ikke meget til at underholde tanzaniske børn, f.eks. kan en æske med 6 farver få dem til at spærre øjnene op.

Det var derfor lidt vemodigt at tage afsked med børnene, da vi sammen med forældrene holdte juleafslutning med kage og sodavand. Børnene sang flot med fagter, så enhver ”valimu” blev stolt. Den tanzaniske leder, Exhilda, fortalte juleevangeliet, og ”Et barn er født i Betlehem” blev sunget på swahili, inden børnene gik hjem for at holde juleferie.

1 kommentar:

Mamma Simon sagde ...

Hej Marie og Thomas.
Godt at høre fra jer.Vil blot ønske jer en god rundrejse, håber i får set mere af Tanzania, inden i skal holde jul i kipili. Pas godt på jer selv.
Knus fra mamma Thomas.