Cheke Chea...

Det gaar rigtig godt med vores foer-skole-projekt: Cheke Chea. Boernene kommer trofast og er meget glad for det. Boernene er begyndt at faa lidt undervisning i tal, hvilket Exhilda staar for. Hun har ingen uddannelse, men har udviklet sig rigtig meget, siden vi startede og er rigtig dygtig. Cheke Chea foregaar i kirken. Boernene sidder paa kirkebaenkene, hvilket godt kan vaere et problem, naar de skal tegne og skrive. Heldigvis er der paagyndt en bygning til Cheke Chea, som bliver faerdig til sommer, saa det bliver rigtig godt.

En dag paa laegeklinikken i Sumbawanga...

I denne uge skulle jeg sammen med Ragnhild arbejde paa et hospital i Narmanyere, men pga. en misforstaaelse kunne det ikke lade sig goere. Vi fik dog en rundvisning paa hospitalerne der, hvilket var meget interessant. Dog var det en skuffelse, at vi ikke kunne arbejde der. Jeg haaber, at der bliver mulighed for det senere. Efter et doegn i Narmanyere tog vi med Knud til Sumbawanga. Her fik vi en aftale med en laege paa en klinik, hvor vi har vaeret i dag. Efter en rundvisning fik jeg lov til at vaere med paa laboratoriet, hvor de undersoeger forskellige ting. Jeg saa bl.a. malariaparasitter og bakterier i mikroskopet, hvilket var rigtig spaendende. Forholdene der var daarlige i forhold til dansk standard. F.eks. afleverer man en affoerringsproeve i en taendstikaeske. I morgen skal vi besoege hospitalet her i Sumbawanga, saa det glaeder jeg mig til.

Evangelisationstur til Kasovo...

I sidste weekend var vi med Knud paa evangelisationstur. Vi sejlede fra Kipili loerdag, og ca. to timer senere ankom vi til Kasovo, hvor vi blev modtaget af en stor flok mennesker, som dansende og syngende boed os velkommen. Trods de mange tilskuere, fik vi med lidt besvaer slaaet vores telt op paa stranden, hvor vi skulle sove om natten. Om aftenen viste Knud Jesus-film paa storskaerm, hvilket samlede det meste af byen og vakte stor begejstring. Da vi soendag morgen kiggede ud af teltet, sad der en stor flok boern og ventede paa, at vi skulle komme ud til dem. Uanset hvor vi gik hen, fulgte boernene efter os. Kl. 10 var vi med til gudstjeneste, hvor vi skulle praesentere os paa swahili. Knud praedikede, og der var 4 kor, som sang, saa det var meget festligt. Da vi om soendagen sejlede hjem igen, havde vi to aender med som ekstra passagerer, som vi havde faaet i gave udover fisk og noedder. Det var helt fantastisk at moede saadan en varm velkomst og gaestfrihed. Selvom mange har svaert ved at faa mad paa bordet, serverer de altid, det bedste de har til os. Det var en god oplevelse at besoege Kasovo, selvom jeg kom til at savne at have lidt privatliv...

En kærlig hilsen…

Jeg håber, at I alle har det godt hjemme i Danmark. Det er mærkeligt at være så langt væk fra, hvor man er så isoleret fra omverdenen. Udover mobiltelefonen er der ingen mulighed for at følge med i, hvad der sker i verden. Planen er, at vi er i Kipili indtil efter jul, hvorefter vi nok holder ferie på Zanzibar, inden turen går hjem til Danmark den 9. januar.

Mit arbejde...

Undervisning af snedkerelever
Knud har et værksted med 14 snedkerelever og en lærer. Disse elever giver vi engelskundervisning en halv time hver dag. Jeg underviser et lille hold på 3-4 elever, hvilket er meget udfordrende, da det er meget begrænset, hvad jeg kan sige på swahili. De er meget glade for undervisningen, da de ikke har lært meget engelsk i skolen. Jeg er ikke verdensmester i engelsk, men det er sjovt at lære dem noget.

Cheke Chea
For to uger siden opstartede vi førskole-projektet: Cheke Chea. Projektets formål er at gøre børnene skoleklar ved at stimulere dem og lære dem forskellige ting gennem leg. Der er i alt 25 børn i alderen 4-6 år. Tanzanieren Exhilda er leder, og Marianne og jeg hjælper, kommer med ideer og inspiration. Agnete og Josefine skal også hjælpe med projektet nu, hvor de er kommet tilbage. Tanzaniske børn kender hverken til legetøj, blyanter, rundkreds osv.. En af de første dage havde vi taget pusle- og vendespil med, men børnene kunne ikke engang vende brikkerne rigtigt, så det var ikke nogen succes. Vi har erfaret, at vi skal lære dem mere enkelte ting og lade være med at introducere for meget nyt af gangen. En ting som er frustrerende er, at børnene er meget voldige. De slår og sparker hinanden, selvom vi forsøger at lære dem, at de skal være gode ved hinanden. De første dage var både Marianne og jeg meget frustrerede, da børnene er svære at styre, men fremgangen er positiv, og det går bedre. Dog ville det være lettere, hvis jeg kunne tale swahili, og forstå hvad børnene siger.

Børnene får hver dag morgenmad, der består af uji, som er en slags vælling. Efter de har spist, børster de tænder, hvilket er noget af en oplevelse at overvære. Mange er ikke vant til at børste tænder, så det kan godt være svært at bruge en tandbørste.

Der skal ikke meget til at begejstre børnene. Vi har tegnet tegninger og malet papirsbåde m.m.. For mange af børnene var det første gang, de havde en farve/blyant i hånden, så de var meget stolte over at vise deres færdige tegning. Når formiddagen er omme, er jeg meget træt, men det er meget opmuntrende, at se hvor glade og stolte børnene er, når de lærer nye ting eller får en avishat.

Arbejdet på Sundhedsklinikken
Jeg hjælper også lidt til på sundhedsklinikken i Kipili. Her er der ansat en hollandsk missionær, som er sygeplejerske, og 2 tanzanier. Udover at dele medicin ud og vejlede byens folk, når de er syge, holder de nogle seminarer, hvor de underviser folk fra de omkringliggende landsbyer i ernæring og hygiejne m.m.. Teamet har også en klinikbåd, som de bruger til at sejle til landsbyerne langs søkysten. Da der er meget arbejde, hjælper jeg med noget papirarbejde. Jeg er pt. i gang med at indskrive nogle spørgeskemaer sammen med en fra teamet. Der er spørgsmål om drikkevand, sygdomme, ernæring, toiletforhold, hygiejne osv.. Det er meget spændende at få indblik i tanzaniske forhold. Jeg er også begyndt at undervise de to tanzanier i at bruge computere. Senere får jeg mulighed for at komme med klinikbåden på tur, så det glæder jeg mig til.

En hilsen fra Kipili…

Så er det hvis på tide, at jeg får skrevet lidt på bloggen igen. Sidste gang vi var i Sumbawanga gik strømmen ned i hele byen, da jeg var på nettet, så jeg nåede ikke at få skrevet noget. Vi har det godt og er ved at blive akklimatiseret. Det er skønt at være hernede i varmen og tænke på, at det er ved at blive koldt hjemme i Danmark. Dog kan jeg godt savne en lun efterårsdag og de smukke efterårsfarver i naturen. Jeg synes, at vi er faldet godt til i Kipili, som er et meget naturskønt område. Fra terrassen er der en smuk udsigt udover Tankyanika Søen og byen. Nattehimlen er også helt fantastisk. Det bliver meget mørkt om aftenen, da der kun er ganske få, der har elektricitet, og det giver god mulighed for at nyde en meget stjerneklar himmel. En ting savner jeg dog… – og det er dansk mad!! Maden her er ret ensformigt, og middagen består oftest af bønner, ris og fisk. Dog er jeg taknemmelig for, at jeg kan spise mig mæt hver dag, i modsætning til nogle af vores tanzaniske naboer.

Folkene i Kipili er meget flinke, og uanset hvor man går i byen, lyder der et ”karibu”, som betyder velkommen. Børnene er også vilde med os og råber ”mzungu” (en hvid) eller ”Piga picha” (tag et billede) efter os. De elsker at bade med os, og de synes, det er rigtig sjovt, når Karsten og Thomas snorkler eller kaster dem rundt i vandet. Dog har vi alle respekt for søens dyr, da vi har set en krokodille, en flodhest, to slanger og flere igler i vandet. Derudover er der skildpadder, oddere og mange flotte fisk, så man kan se lidt af hvert, hvis man snorkler. Vi har to gange sejlet til ”Krokodilleøen” for at bade. Her er der en lækker sandstrand, meget klart badevand og ingen nysgerrige tanzaniere, som glor efter badende ”mzunguer”.

Vi har det godt med Knud og de andre volontører og lever tæt sammen som en familie. Vi har hvert vores værelse, men tilbringer aftnerne i Knuds hus, hvor tiden går med at læse, forberede undervisning og Cheke Chea, spille spil, snakke eller se film. I fritiden kan man f.eks. gå på markedet og købe tomater, bade i søen eller nyde en kold sodavand på molen fra Kasimotos ”butik”. De sidste par uger har Agnete og Josefine været i Iringa, så derfor har vi kun været 5 i huset. De er kommet tilbage igen, og derudover er Daniel Krabbe og Ragnhild Dujve kommet hertil. Ragnhild er sygeplejestuderende i Norge og tager en måneds praktik på sundheds- og mobilklinikken i Kipili. Vi er derfor nu 9 omkring bordet, så der er fuldt hus.